Professor ved CBS, OleTyssen, tog os med på en rejse gennem velfærdens historie fra middelalderens almisser over skønnet om hvorvidt der var tale om værdigt trængende til velfærd som en rettighed hvor staten kompenserer når skæbnen rammer os.
Velfærdstænkningen bygger på fire præmisser:
- Alt der kan helbrede eller forbedre skal tilbydes uanset pris
- Professionelle er uvildige eksperter
- Behandling og omsorg skal være gratis
- Fordelingen af goderne skal være politisk for at sikre lighed.
Tanken der ligger bag velfærdstankegangen er smuk, men problemet er, iflg. Ole Tyssen, at den har medført en ”offergørelse” der fritager for ansvar. Det er blevet det offentliges pligt at sørge for den enkelte, som har medført en markant udvikling fra pligt til rettighed. Samtidig er der stærke interesser der er med til at præge hvem der trænger, som fx patientforeninger, sociale interessegrupper m.fl.
Dette har ført til at kravene til velfærd er vokset kolossalt og resultatet er en bureaukratisk overbelastning og en permanent fordyrelse, hvor vi er havnet i det Tyssen kalder et Juggernaut-hjul, d.v.s. velfærdssystemet er blevet et som et stort hjul der skubbes af mange hænder uden at nogen har ansvaret.
Løsningen ligger ikke umiddelbart lige for, men kan komme i kraft at en ”udmattelse”, når der ikke længere midler til at dække efterspørgslen. Et lille signal i den retning kan være at pårørende i højere grad inddrages i pleje og behandling samt den voksende frivillige aktivitet i samfundet.
