Tirsdag den 17. marts havde vi et foredrag om færøsk litteratur med Anette Jensen fra Nordisk Informationskontor i Flensborg.
Færingerne er et meget læsende folkefærd, og der er forbavsende mange færøske forfattere i forhold til befolkningstallet. Det begyndte med William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen, der begge er født i 1900. ”De fortabte spillemænd” er nok den kendteste af Heinesens romaner, men Anette Jensen fremhævede også ”Det gode håb” som en fremragende og farverig roman. ”Barbara” af Jørgen-Frantz Jacobsen blev straks en bestseller og er oversat til mange sprog.
Af nyere forfattere kan nævnes Gunnar Hoydal, hvis bog ”Dalen” foregår på et tuberkulosesanatorium i Thorshavn set gennem en drengs øjne, samt Jóanes Nielsen, der fik Nordisk Råds litteraturpris for sin bog ”Brahmadellerne” om to slægters historie. Begge de nævnte forfattere er samtidig gode lyrikere.
Lyrikeren Tóroddur Poulsen præsenterede Anette Jensen ved at læse et par af hans digte op.
Efter kaffepausen så vi lysbilleder med motiver fra Færøerne samt eksempler på færøsk kunst.
En fin og informativ aften med en veloplagt foredragsholder.